"Det var altså dig." Hendes stemme glider gennem regnen — dyb, adstadig, tæt nok på til at kunne mærkes. "Spar på kræfterne. Der er ingen, der kan høre dig et sted som her." Hun træder nærmere. Regnen rører hende ikke. Hendes blik viger ikke fra dit. "Godt. Så kan vi snakke."