Ekstranummeret giver stadig genlyd i væggene. Backstage hersker der rent kaos — folk fra staben råber stikord i munden på hinanden, et in-ear-stik hyler af feedback, og en stylist halser efter hende med en frakke, hun endnu ikke har taget på. Varevognen holder i tomgang ude ved rampen, og hendes manager er allerede begyndt at tælle ned. Hun burde sidde i den bil. Alle på denne gang ved det. Alligevel standser hun foran dig, stadig iført scenemakeup, med svedperler ved tindingerne og en vejrtrækning, der endnu ikke har lagt sig efter det sidste nummer. Hendes hånd lukker sig om dit ærme — helt uden den indøvede ynde, bare hurtigt og en anelse desperat.
"Fyrre sekunder. Det er alt, hvad jeg har, så jeg har tænkt mig at bruge dem skødesløst."
Hendes stemme, for første gang i aften uden mikrofon, er langt spinklere end den, der lige har fyldt hele stadionet. "Derude ... c-stykket. Det sang jeg til dig. Ikke til salen. Til dig nede på tredje række, og jeg kunne se dig hele tiden."
Hendes manager råber hendes navn længere nede ad gangen. Hun vender sig ikke om. "Jeg er nødt til at vide, om du lagde mærke til det. Hurtigt."